Lad os ta' en snak om DSB's julefilm

DSB er i luften med en kampagne, der skal sælge Orangebilletter og pladsbilletter op til jul. Og højne DSB's omdømme. Og være jule-agtige. Og der er også lidt Tivoli-drys. Og nogle influencers (var der mere?..).

Det er reklamebureauet MENSCH, der står bag, og New Land har produceret filmene, som er ganske fine.

Her er alt, hvad der hører sig til, når man vil være god mod børn og dyr og ikke være på tværs: 
Børn, ældre og unge, smukke mennesker - og en nydelig og venlig kontrollør. Han findes åbenbart.

De jo rigtig fine, de film. 
Men det er vist også dét.

De rører ikke rigtig noget i mig, men måske stod der i briefen:
'Lav en julekampagne for DSB, som IKKE vækker følelser hos folk. Et univers, som IKKE gør danskerne sure'. 

Og så er missionen jo egentlig lykkedes fint:

Og dog.
Da jeg spolede tilbage i hukommelsen til de gange, jeg har taget toget hjem til jul, kom jeg i tanke om virkeligheden. Virkeligheden er jo STIK modsat det, som filmen viser.

Når kampagne og virkelighed er uhyggeligt langt fra hinanden
Virkeligheden i et DSB-juletog er propfyldt med mennesker, overtøj, tasker, barnevogne, cykler, gaver, unger, katte, hunde, sved, pølsemadder, prutter, klimaanlæg, som er brændt sammen, og toiletter som IKKE virker. Heller ikke i næste vogn. Måske virker toilettet i 3. vogn, men så er køen lige så lang som Storebæltsbroen.

Når det dyre reklameunivers er SÅ langt fra virkeligheden, gør det mig alligevel lettere irriteret.

Filmen ovenfor er liiige ved at være en hån over for alle dem, der stuver sig sammen som sild i en ildelugtende tønde fra København til Ålborg, fredag den 22. december.

Skærmbillede 2017-12-05 kl. 21.34.40.png

En svær opgave
 Jeg ved godt, at reklamebureauer er sat i verden for ind i mellem at pynte på virkeligheden og sælge drømmen. Og det ER ikke DSB's skyld, at folk spiser pølsemadder med ristede løg i toget. Og uanset hvordan man løste opgaven - om man så fik Forsman & Bodenfors til at lave kampagnen, ville danskerne være kritiske.

Selv står jeg automatisk lidt af, hver gang DSB er ude med forkromede kampagner. Ganske enkelt fordi jeg synes, DSB opfører sig hovent over for sine kunder. SÅ høje priser - og det eneste, de kan 'love' mig er, at jeg kan køre med dem..

Konlusionen på DSB's julekampagne
Hvis vi lige ser bort fra Reklamejam's mening, så vil jeg tro, kampagnen nok rammer nogenlunde plet hos danskerne. Den er sød, uskyldig og med god og hyggelig julestemning. Den er flot produceret (måske lidt for hurtig i handlingen dog..), og at bruge influencers og omnichannel-strategi tror jeg, har stor værdi for DSB.

Om ikke andet hælder kampagnen da ikke salt i såret, som fx da Blachman skulle forestille at være togambassadør.... 

Hvad synes DU?

Mandesmykker, lommelærken fra B&O og meget mere

Det her opslag indeholder kun print. Godt, gammeldags print. Eller - hvor godt det er, kan diskuteres, så det gør vi:

Vi starter med Eilersen, som er ude med en printannonce og stiller dig et lidt sært spørgsmål:
Eilersen har placeret 1 stk. sydlandsk senorita (eller en pæredansk brunette fra Horsens, hvem ved?) i sofaen.

Dertil spørger Eilersen: 
When Cuba embraces Scandinavia - Who are you?

Hm.

Hvad ville DU svare til det? Og hvad tror du egentlig, Eilersen mener? Og hvad har Cuba overhovedet at gøre med den her sofa?

Der står intet med småt om, at fibrene i sofaen fx er håndvævet af små cubanske bondekoner. 
Nix. Intet Cuba med småt. Derfor kan jeg ikke finde meningen med teksten. Måske er den gemt bag en sofapude.


Det næste du får, er en annonce fra Aagaard.
Under overskriften 'We care' er smykkefirmaet ude med en printannonce for et ur og nogle mandesmykker. Sådan nogle flettede armbånd med sølv-lir.

Overskuddet fra salget går til soldater og deres pårørende, og hertil er der et billede af nogle mænd med den obligatoriske spredte benstilling, som soldater, politibetjente, udsmidere, crosfittere, vagter og andre mande-mænd ynder at dyrke.

Sådan står de der, drengene.
I bare fødder.
Nogle af dem endda uden bukser.
Stakler.

Så hvis jeg køber armbåndene fra Aagaard, går overskuddet til et par sko eller et par bukser til de stærke drenge. Hvor betænksomt.

...Eller hvad?

23846538_10155524128710091_1128172559_n.jpg

Det næste, du skal se, er verdens længste tekst om kogeplader. Og et virkelig opstillet billede.

'Det endelige opgør med klaprende grydelåg' hedder overskriften. Det handler om, at Miele har skabt et kogepladesystem, som kan holde varmen under gryden konstant bla bla bla blaaaa...

Jeg har aldrig kigget på mine grydelåg og tænkt, at jeg ligefrem burde tage et opgør med dem. Og jeg har svært ved at se behovet for at skrive (og læse) en decideret afhandling om emnet, men Miele må jo have lagt resten af årets marketingbudget over på tekstforfatteren, som er blevet betalt i antal ord.

Kære Miele. Det er begrænset, hvor interessante kogeplader kan være. Sig det bare kort næste gang.
Og så er der vist kogt nok suppe på de kogeplader.

23804293_10155524128720091_1481386600_n.jpg

B&O har til gengæld forstået at lave printannoncer, som ikke skal lege, at de er en artikel. 

Dog vil jeg godt spørge dig, om du kan se, hvad det er, B&O prøver at sælge dig her?

Forestil dig, at der ikke stod B&O på annoncen.
Et perfekt trimmet fuldskæg? En lommelærke i stål? En spacy vase? En pæn mand? En classy duftfrisker?

Det kan du jo tænke lidt over. 

Reklamejam er tilbage i dit liv

Ærede læser,
tak fordi du slår vejen forbi.

Reklamejam har været en død sild i 100 år, og det har været SÅ meget talk of town:
Hvad blev der af bloggen? Hvorfor hører vi ikke noget? Er den virkelig død? Bør nogen skrive en nekrolog? Hvad så med branchen? 

Undertegnede har været en travl reklamedame og været pixels fra at droppe foretagendet her. Men eftersom hverdagen bliver VED at byde på kommunikation og reklame, som fortjener et par ord med på vejen, er bloggen nu genopstået fra de halvdøde, og Reklamejam 2.0 er tilbage i dit liv.

Fremover henvender Reklamejam sig til alle. Alle de danskere, som hverdagens reklame og kommunikation laves til. Ikke kun dem, der selv laver reklamerne. 

 

Vi går lige til sagen, og du får her lidt af det, jeg har samlet på iPhonen de sidste par dage:

Filmen ovenfor er fra L'Atelier's Facebookside.

L'Atelier er ude med et budskab om, at ikke 2 stykker er ens. Hvert stykke L'Atelier er unikt. Hvert menneske er unikt. Lidt vild parallel at drage. Måske man lige skulle have givet den en dag mere i tænkeboksen? 

For hvorfor er det værdifuldt for mig, at hvert stykke er unikt?

Meget godt kan siges om mine smagsløg, men de går altså ikke op i, om rosinen ligger lidt til højre i det første stykke, eller om hasselnødden peger nedad i det andet stykke.

Jeg vil meget hellere vide, at L'Atelier smager bedre end alt andet.
Eller er mere fairtrade, eller med højere kakaoindhold, eller noget andet godt.

Og skal vi så ikke lade ordet 'unikt' holde pause for en stund?
 

Næste ting, jeg faldt over, er websitet for Great Northern.
LEGO-familiens svar på et golfcenter i Kerteminde:

Et fantastisk eksempel på et website, der gør alt for at gøre sin læser træt.

Man kan godt se, at det skal se eksklusivt ud. Men eksklusiviteten har fået storhedsvanvid, og et par ting er røget i UX-svinget:

Minimal fontstørrelse.
Negativ tekst.
Versaler.
Tekst, som er UMULIG at skimme.
Og temmelig meget scrolle-lir, som webdesignerne måske syntes var lækkert, men som gør sitet lidt u-enkelt.

Bare husk, at sådan skal du ikke gøre, næste gang, du skal lave website.


Nogen, som til gengæld har styr på deres webdesign, og som har haft overskud til at flette lidt fin humor ind, er Aarstiderne. Høhø: 



Og så det gået liiidt stærkt hos Metroselskabet. Man må ikke håbe, fejlen er symptomatisk for det kommende metrobyggeri. Forhåbentlig er det kun marketingafdelingen, som er trætte. Kan du se fejlen?


Til sidst får du to outdoors for Bianco, som ikke helt giver mening. Men de gør verden til et sjovere sted, og det får man altid credit for:


God weekend til dig!

Fredagsguf is back!

Det er et halvt århundrede siden, du har kunnet finde ny, sprød Fredagsguf på Reklamejam.
'Er det fordi, der ikke ER flere fede cases i verden?' 'Er det fordi, Reklamejam er død?' 'Fordi Fredagsguf er usundt?' 

Reklamejam er hverken død eller uinspireret, så her får du en lille håndfuld blandede bolsjer til at skyde weekenden i gang med!

Første ting, du skal se, er en flot, storladen film for Tesla.
Det er californiske Freise Brothers, der står bag, og speaken er bl.a. sammensat af forskellige udtalelser af Nikola Tesla.

En fantastisk flot film, du skal se et par gange (misser du speaken, kan du finde den på skrift her)

Næste film er blot én i en række af flotte, velskrevne film fra organisationen Conservation International. Kampagnen hedder Nature is Speaking og består bl.a. af 11 film, der tager udgangspunkt i Moder Jord. Filmene er speaket af bl.a. Reese Witherspoon, Liam Neeson, Penelope Cruz, Edward Norton med flere.

Du kan se mere - og se samtlige film - hos Conservation International

 Her får du filmen 'Mother Nature', speaket til perfektion af Julia Roberts:

Og som rosinen i den sjove pølseende får du et link til en bureau-hjemmeside, som tager pis på resten af branchen. Det er det canadiske bureau Zulu Alpha Kilo, der skal krediteres.

Klik på billedet for at komme ind på sitet: 

Husk at sende din yndlingscase til lotte@lotteskovsted.dk, hvis du synes, den fortjener at shine på Reklamejam næste fredag!

God weekend to y'all!

Brænder du for dét, du laver?

Creative Bloq fandt jeg denne fine stribe af Bill Watterson (manden der gjorde verden til et lidt bedre sted med Steen & Stoffer).

Striben husker dig på, at det er okay, hvis reklamebranchen/modebranchen/filmbranchen/alle mulige andre 'kreativ klasse'-brancher af én eller anden grund ikke huer dig længere.

Striben husker dig på, at det er okay, hvis du en dag standser op og tænker 'det her ræs er ikke mig'.

Skulle du en dag få lyst til at lave noget helt andet, der i højere grad giver dit liv værdi, så må du godt. Også selvom omverdenen ikke helt forstår. Også selvom der ikke er lige så gode penge i det. Også selvom det betyder, at du ikke udløser 'dit fulde potentiale' ifølge din omverden.

Euroman går i kødet på bureauerne

Regel nr. 1, hvis du vil have fat i de unge er: Drop at tale som de unge. Det er gennemskueligt ad pommern til.
Og det lugter langt væk af lidt for voksne bagmænd uden ordentlig indsigt.

Alligevel dukker 'ung med de unge'-kommunikation op fra tid til anden, og nu har selv Euroman fået nok. I hvert fald harcelerer herremagasinet over en stribe særligt 'ungdommelige' kampagner som fx disse: 

Fedt at se, skattekronerne bruges fornuftigt.
Det bliver i øvrigt værre:

Det bliver endnu værre (her tabte Reklamejam underkæben helt ned gennem gulvet..):

Når kunden skal være kreativ...
Reklamejam ved godt, at ovenstående film ikke er udviklet af bureauer. Det håber jeg i hvert fald ikke. Mon ikke det er partierne selv, der har fået en 'sjov og kreativ ide'..? 

Og hvis der står bureauer bag de to politiske film, gætter jeg på, de kreative har fået vredet armene om.

'Vi skal lave en viral film!'...
Filmen med den grønne abe nægter jeg at tro, et bureau har udviklet. En eller anden hos omdeler-firmaet har derimod fået en virkelig god ide om at lave en 'viral film med skjult kamera og sort humor og ej hvor bliver det vildt og ungt'.

Suk. Pil jeres abe-film af Youtube, før I skader jeres brand yderligere.

Morale: Du skal kommunikere ærligt. Til alle
Uanset om der står et bureau bag kampagnerne eller ej; indlægget her er en generel opsang til os alle: Kommunikér ærligt og raffineret til de unge. Nøjagtigt som du gør til alle andre målgrupper. Skuespil og påtagethed holder alligevel aldrig. 
 

Se flere tåkrummende 'ung-med-de-unge'-eksempler her.

Er det Kanye eller din kreative direktør, der taler?

Der findes et hav af tossede websites lavet af folk med masser af tid. Eller hang til at underholde folket. 

Af eksempler kan nævnes erdetfredag.dk. Hvorforflagerbussen.dk. eller hmm.dk og sikkert 1000 andre. 
Sitet kanyevscreativedirector.com er dog en af de bedre (ikke mindst layout-mæssigt).

Ta' testen og se, om du kan gætte de flotte citaters ejermand. Er det din kreative direktør eller Kanye, der spiller smart?

 

Watch out for the young guns

Ude i Emdrup ligger de ikke på den lade side. Og selvom man skal være god mod børn og dyr, så har drengene på Kreativ Kommunikation lært at den, der bærer arrogancen i hjertet kommer længst i den forjættede bureaubranche. 

Drengene fra KK har bakset en velskrevet og velproduceret musikvideo sammen.
Det er pis'sjovt. Og det er udført af Frederik Voetmann, Andreas Green Lorentzen og co.:

Fredagsguf: Bros and Dont's

Ugens Fredagsguf byder på et par af de input, jeg fik, da jeg forleden afholdte konkurrence her på bloggen. 

Du kender garanteret følgende film, men se dem igen.
De bliver VED at være sjove:

Kampagnen 'Save The Bros' kom ud for nyligt. Den er skabt for det økologiske mejeri Organic Valley i Wisconsin af det amerikanske bureau Humanaut

'Dumb Ways to Die' er efterhånden en ældre klassiker. Skabt af McCann Australia

Heldigvis er verden fuld af geniale kampagner og lir i dén dur. Men sidder du og tænker 'hvorfor hulen har hun ikke vist dén og dén film', så smid endelig en kommentar på bloggen eller på facebook.

God weekend til dig!

Fredagsguf: Sådan lyder et genialt jobopslag

Det er et ældre ét af slagsen, og mon ikke jobbet er besat.
Men fordi jobopslaget fra Grey er SÅ knivsskarpt skrevet og baseret på en sjov idé, har jeg udvalgt det som ugens omgang Fredagsguf. 

Det er freelance tekstforfatter Klaus Bundgård fra Scriptas, der har ført pennen.  

Og ja, teksten er en tung omgang ved første øjekast. Det er jo hele pointen.
Men bare rolig - du skal nok nå igennem. Du SKAL nå igennem

 Jeg kunne desværre kun finde annoncen i mini-størrelse. Heldigvis kan du læse teksten herunder.

Jeg kunne desværre kun finde annoncen i mini-størrelse. Heldigvis kan du læse teksten herunder.

Tekst:
Pludselig sidder du og stirrer på en grim stillingsannonce med to velkendte bogstaver, og det er søndag, men du har absolut ikke tænkt dig at skifte job sådan lige med det første, og i virkeligheden bør du slet ikke læse videre, for det giver ikke andet end bøvl at skifte job, og du ved, hvad du har, men ikke hvad du får, og du hælder en ny kop kaffe op, og det er godt nok et af de bureauer, du har haft i tankerne, hvis det engang skal være, og fik du nu puttet to eller tre skefulde sukker i, og de har vistnok også vundet nogle priser, men det med priser og hæder er egentlig ikke noget, du går særlig højt op i, så længe kunderne er tilfredse med de resultater, du laver for dem, og det er de, og det betyder også noget, at de andre på bureauet sætter pris på dig, og det gør de, men du opdager ingen nye verdensdele, hvis du ikke har mod til at lade alle kyster ude af syne, som en klog mand vistnok har sagt for lang tid siden, så måske du alligevel skulle overveje, men på den anden side, ja på den anden side hvad, og et bureau af deres kaliber giver vel osse en ordentlig løn, men penge er ikke alt, tror du nok, og er det ikke dem, der holder til i en stråtækt bondegård lidt uden for Århus, men du ku' osse bare glemme det og komme videre til bilsektionen, for der er ingen grund til at skifte nu, eller er der, og kæresten synes også, det er slemt nok, som det er med åndssvage arbejdstider og urimelige kunder, der ikke kan fatte, at du osse har brug for et liv uden for bureauet, men et eller andet sted er det alligevel meget fedt, når et oplæg skal være klar til præsentation næste morgen, og adrenalinet tonser gennem systemet, og den står på hente-pizza for fjerde gang på en uge, og AD-assistenten papper op, så hun er helt blå i hovedet af Spray Mount, og kæresten er i telefonen igen igen, og projektlederen bider negle, og tekstforfatteren er for gud ved hvilken gang overbevist om, at han har skrevet brødteksten, der sætter en stopper for Claus Walthers irriterende stribe af Guldkorn, men det har han ikke alligevel, og det var den bilsektion, du kom fra, og ja tak, jeg vil gerne have en kop mere skat, og nej, jeg læser ikke stillingsannoncerne, men man er jo nødt til at følge lidt med i, hvad der rører sig i branchen, og snakkede vi forresten ikke om, at det ku' være fedt at bo i nærheden af vandet engang, men der er absolut ingen grund til at skifte nu, eller er der, og de er osse skidesøde alle sammen på dit nuværende bureau, og du kan garanteret ikke tage trykket af den nye tekstforfatter, du skal arbejde sammen med eller rettere kunne være kommet til at arbejde sammen med, hvis det altså ikke lige var fordi, du havde tænkt dig at bladre videre til bilsektionen, selvom lidt mere i løn selvfølgelig ikke ville gøre noget, og nu er du alligevel nået så langt ned i teksten, og det ku' egentlig være meget rart med et spark i røven og nye vinkler på tingene og pingpong, og det er godt nok osse et stykke tid siden, du har oplevet det der magiske der-var-den kick, og kaffen står bare der og bliver kold, og du ka' jo altid lægge en føler ud og se, hvor det bærer hen, og selvom alle kender alle i den her branche, kan du vel regne med, at det bliver mellem dem og dig, hvis du trækker følehornene til dig igen, og det gør du nok, for der er ingen grund til at skifte nu, eller er der, og du ku' da lige tjekke dem ud på nettet for at se, hvad for nogle kunder du kan komme til at arbejde med, hvis det altså var, at du, men det gør du nok ikke, for der ingen grund til at skifte nu, eller er der, og kæresten har morgenhår, og kaffen er for længst blevet kold, men der er faktisk meget fedt i Århus, og hvorfor er det lige, du allerede har brugt 4 minutter og 25 sekunder af din søndag på at læse en grim annonce, der skriger langt væk af, at der ikke har været nogen AD'er på, og rentegneren holder to ugers ferie, og tekstforfatteren er gået amok i en alt for lang min-erfaring-siger-mig-altså-at-folk-læser-lange-brødtekster-hvis-de-bare-er-vedkommende-nok brødtekst om, at Grey Århus mangler en tung AD/koncepter til et af deres kreative teams, og at du skal ringe eller skrive til Thomas Hoffmann senest den 20. juli, når du for to kopper kaffe siden kunne have været omme ved bilsektionen og læse testen af Ford Puma, og der alligevel ikke er nogen grund til at skifte nu? Eller er der?

Hvilken bureautype er du?

Hos Reklamejam elsker vi lister over typer, så Bureaubiz' artikel fra forleden faldt lige i undertegnedes smag.
For fa'en, det er guf. 

Den unge tekstforfatter, Magnus Breum, har listet 9 typer, du finder på de fleste bureauer. 
Reklamejam siger thumbs up til Magnus og takker for et godt grin!

Se, om du kan genkende typerne. Og om du kan finde dig selv?
 

Reklamejam gi'r ordet til Magnus Breum:

Hurtigkarlen
Med strithår og italienske lædersko bliver døren til bureauet sparket op hen ad formiddagen. Man har været til kundemøde og træder upåvirket af alle andre ind på bureauet. Headsettet er på plads, så man ikke behøver at løfte smartphonen op til øret, da der ofte hænger et tungt, poleret stål ur fra Schweiz omkring håndleddet. Han kan sælge hvad som helst til hvem som helst, og der skal ikke mere end en sejr i bordtennis til for, at der bliver poppet champagne - og når der bliver serveret millionbøf i kantinen, så bliver der bestilt sushi udefra. Der står "Partner" på autosignaturen, når han sender en intern mail rundt, hvor han beder om, at folk lige husker at sige, når de har taget den sidste danskvand med citrus.


Den intellektuelle
Man kan ikke gå forbi en Wegner stol på bureauet uden at finde denne ikoniske rullekrave med benene over kors, der med en kraftig hornbrille på næsen sidder fordybet i Weekendavisen. Man skal jo holde sig opdateret, og når man ikke fik læst den i weekenden, fordi man var i sommerhus i Rågeleje, så kan man jo passende ankomme lidt tidligere mandag morgen og få startet ugen med en samfundskritisk kronik af Martin Krasnik, inden almenvældet møder ind. Selvom de fleste reklamefolk ærligt indrømmer, at de læser Ekstrabladet, så sværger han til avisen, der i 2014 stadig ikke er blevet "dus" med deres læsere.

 

 

 

 

Social media guruen
Livet skal leves digitalt. Youtube-klip med sjove katte og GIF-filer bliver dagligt sendt rundt på den interne mail. Og med smartphonen klistret til hånden bliver der flittigt taget billeder af alt fra kantinemaden til fjollede stemningsbilleder fra fredagsbaren til Instagram. Man kunne ikke drømme om at gå på toilettet uden sin smartphone, for man gider da ikke sidde og kigge ind i væggen, når man kan spille Candycrush eller tjekke Twitter som den eneste i Danmark. Vendinger som "big data" og "digital platform" sidder som standard på computerens autocorrect og bliver brugt oftere end "godmorgen".

 

The Mad Man
Der bliver drukket whisky uden cola og tung rødvin til fredagsbaren, og når han bliver for fuld, og sideskilningen er faldet sammen, bliver der sat Sinatra på. Han er den eneste, der møder op i dobbeltknappet blazer, når hele bureauet holder firmaarrangement og skal ud at spille paintball. Alligevel laver han wokmad med kokosmælk og går på mandebarsel, og de hvide Lucky Strikes uden filter er da også skiftet ud med menthol-cigaretter.
Man er vel stadig en moderne mand.


Bureaudarlingen
Pigen der kommer med Starbucks kaffe, selvom der er en glimrende espressomaskine på bureauet, som oven i købet er gratis at bruge. Men bloggen skulle lige opdateres her til morgen, og et Starbucks-hashtag virker bare bedre. Hun har styr på alt, hvad der sker i branchen, hvem der har vundet hvad, kender alt og alle og har invitationer til alle de lækre arrangementer med fri bar, hvor der deles kindkys ud til alle spidserne indenfor branchen.


 

De unge løver 
De er unge og sultne, og de venter alle på deres chance for at starte den næste reklamerevolution. Lykken er en taxabon og en Macbook under armen, som er symbolet på, at man er trådt ind i den moderne reklameverdens voksne rækker. De kan ikke gå forbi et bordfodboldbord uden at spille om en øl til næste fredagsbar, og der bliver brugt mange ivrige ekstra timer på bureauet for at finde den perfekte idé, når alle andre er gået hjem - for så betaler bureauet også for aftensmaden.

Spasmageren
Man kan være sikker på, at frokostpausen ikke bliver kedelig, hvis man får denne karakter til bords. Altid rap i replikken og kantinens evige one man show. Omtaler gerne sig selv i tredjeperson som f.eks. "Champen her skal lige have en kop kaffe", taber stort i bordfodbold, men har altid undskyldninger om, at en gammel knæskade stadig driller. Ofte er det denne person, der sætter sjove baggrunde af nøgne damer på kollegernes computere og kommer iført den sne-prikkede Tuborg-nissehue til julefrokosten.

 
dt.common.streams.StreamServer.jpg

Rasmus Modsat
Den underspillede og mystiske kreative, som kan bruge flere dage alene i et mødelokale og bagefter komme ud med en idé, der har Grand Prix-potentiale. Når man så vinder i Cannes, så gider man ikke møde op og modtage prisen, fordi det lige faldt på samme dato som en speciel indie-rock koncert i Berlin.
Når kolleger vil "high-five", så giver man "knuckles" og omvendt. Buzzwords og tendenser i branchen er uinteressante, ligesom man heller ikke var imponeret over det der internet, dengang det blev præsenteret.


Brancheræven
Der fortælles røverhistorier om de gode gamle dage i branchen, mens der hænger en rød Marlboro i mundvigen. Kunsten er at kunne ryge og fortælle samtidig. Denne karismatiske old-timer kan slippe afsted med det meste, og alle lytter efter med stor respekt, når der bliver talt, selvom sidste gang, der blev vundet priser, var, da tzatziki-bølgen var på sit højeste.

Peter_Aalb_k_Jensen_686796a.jpg

 

Dette er - ud fra mine betragtninger - et udsnit af branchens mest karakteristiske gengangere. Alle disse stærke personligheder er også det, der gør, at jeg holder utroligt meget af reklameverdenen. Og hvor ligger jeg selv?

I virkeligheden kan jeg jo nikke genkendende og selvironisk til mange af dem, men jeg skal da være ærlig at indrømme, at en taxabon får mig til at føle, at jeg har et voksenjob, og at der nok går nogle år før, jeg drikker whisky uden cola, selvom det ser meget mere cool ud.


Reklamejam har stjålet ovenstående tekst fra Bureaubiz - tak for det. Jeg håber, det er ok, Bureaubiz og Magnus?

Catvertising er det nye buzz

Det canadiske bureau St. John er eminente til tyk, tyk sarkasme, der minder os alle sammen om at komme videre (se også deres berømte og geniale 'Pink Ponies'-casevideo her).

Fx har St. John lavet denne film, som fortæller dig, hvorfor catvertising er FREMTIDEN:

Du får den i videoen omtalte - og 44 millioner-gange-sete - kattefilm her:

Case- og brandvideo: Skil dig ud fra mængden

Brandvideoer er ofte bygget op over samme skabelon. Og casevideoer ligeså.

Stockfoto-firmaet Dissolve har lavet 'This is a Generic Brand Video'.
Bare lige for at ruske op i os alle sammen og huske os på at bruge den kreativitet, vi påstår at besidde.

(speaken til filmen er hentet her)

Nedenstående film for et energiselskab er det perfekte eksempel på en utrolig generisk brandfilm:

Og hvad angår casevideoer, er St. John's famøse 'Pink Ponies: A case study' et must see. Både for underholdningen - men også en reminder om ikke at bygge din næste casevideo på rygraden, så den ligner alle de andres:

13 tips til at starte dit eget kreative bureau

Drømmer du om at starte dit eget bureau inden for et-eller-andet-kreativt?

Et sted, hvor der er et uendeligt antal timer til hver opgave. Hvor bureau-Lamborghini'en altid er til fri afbenyttelse, og hvor kaffemaskinen aldrig er i stykker?

Du får 13 stensikre tips med på vejen nedenfor ;-)

Billedet stammer fra designsitet UltraLinx, hvor du kan finde MASSER af cool eyecandy-designer stuff.