Kom til reklamedame-møde hos Ogilvy

Husker du den case, som vandt Ole Stig Lommer-legatet for noget tid siden?
Den case, som satte fokus på kvinder i reklamebranchen, og hvorfor der er så få af dem?

Bureaubiz bragte en artikel om projektet (men først skal du læse nedenstående færdigt, ok?)

Bag projekt 'Mere dame i reklame' står tekstforfatter Sarah Carlson fra Ogilvy. Og det er hendes mission at skabe en prisuddeling, der anerkender kvindelige reklame- og marketingfolk samt at sætte fokus på bl.a. kvindelig kreativitet. 

 Billede venligst nakket fra meredameireklame.com

Billede venligst nakket fra meredameireklame.com

Er du nysgerrig på hele projektet, kan du komme til Ladies' Night hos Ogilvy i morgen - torsdag den 26. maj - og høre mere.


Her kan du bl.a. høre om begrebet femvertising, få status på 'Mere dame i reklame'-projektet, høre om kvindelig købekraft og meget, meget mere. Det er spændende oplægsholdere med noget på hjerte, der stiller op, og arrangementet er arrangeret i samarbejde med Kreativitet & Kommunikation og Ole Stig Lommer Fonden.

Derudover disker den gode Sarah op med både cocktails, snacks og goodiebags, så har du 2 timer tilovers i kalenderen i morgen, kan du da lige så godt kigge forbi. Det er klokken 16.00-18.00

Husk at tilmelde dig på Facebook
Du finder Ogilvy i Toldbodgade 55B, men husk at tilmelde dig eventet på Facebook.

Mænd er i øvrigt også velkomne! 
Det er ikke et women-only arrangement.

Reklamemand på vildveje

Lige så festlig og eftertragtet vores kære reklamebranche kan være, lige så stor trang kan man få til at vende den ryggen for en stund. Komme væk fra skærmen, deadlines, mail-helvedet, projektlederræset, kampen om det næste pris og al andedam-sladderen.

Ovenstående har muligvis en finger med i spillet, når den københavnske AD'er, grafiske designer og fotograf, Jeppe Kuld, har valgt at bruge de kommende måneder i vildmarken på en af verdens hårdeste vandreruter. 

 Jeppe Kuld in action.  Fotograf Jacob Unna. 

Jeppe Kuld in action.  Fotograf Jacob Unna. 

Jeppe er uddannet fra Kreativ Kommunikation på DMJX og røg direkte videre til et job på TBWA. Han har også været også en tur i Cannes og hive bronze hjem i Young Lions i print med makkeren Tobias Løvschall Wedel. 

 Annoncen, som skaffede Jeppe og Tobias bronze i Young Lions i 2014.   

Annoncen, som skaffede Jeppe og Tobias bronze i Young Lions i 2014.   

Men Kuld har lagt jobbet bag sig og dyrker nu de ting, han elsker allermest: naturen og fotografi.

 Fotograf: Jeppe Kuld

Fotograf: Jeppe Kuld

Kombinationen af natur og fotografi har givet Jeppe en pæn skare af Instagram-følgere på @kuld, ligesom Jeppe har brugt sine kreative evner til at skabe The Explorer & The Pioneer med makkeren Jacob Hvidtfeldt. 

 Fotograf Jeppe Kuld

Fotograf Jeppe Kuld

Og i disse dage når Jeppes udbryder-karriere så sit hidtidige højdepunkt.

Mandag den 11. april tager han til USA for at starte den ca. 4300 km. lange tur fra Mexico til Canada, kaldet Pacific Crest Trail. En af verdens hårdeste vandreruter ( i øvrigt samme rute, som Reese Witherspoon går i filmen 'Wild'). 

Om ruten skriver Jeppe på sit site: 

"Ruten byder på alt fra ekstrem varme til ekstrem kulde, bjørne, pumaer, klapperslanger, tørkeområder, sneklædte bjerge og kold regnskov."

Følg Jeppe og hans eventyr på @kuld på Instagram eller på The Explorer & The Pioneer.  

God, god tur fra Reklamejam!!

Fredagsguf: Vil du på credit listen og vinde en Pencil?

Kan du endnu ikke prale af at stå på credit listen til en eller anden fed kampagne? 
Bare rolig. Løsningen er her.

Det canadiske bureau Rethink har fået en genial idé. De har lavet kampagnen #onedollaroneshow og sat credit listen til salg.

'A' hva'?' tænker du.

Jo, Rethink's initiativ går ud på, du for 1$ kan købe dig ind i kampagnens credit list og blive skrevet på som 'medlem af det kreative team'. For 10$ får du lov at stå på listen som art director eller copywriter, og for 25$ som kreativ direktør. Osv.

Læs mere om, hvordan du kommer på credit listen.

Hvis kampagnen på dén måde får samlet 500$ ind, er der råd til at indsende kampagnen i én kategori til One Show. Samler kampagnen derimod 15.000$ ind, er der råd til at indsende i 10 kategorier i Cannes. Og lur mig, om der så bliver hevet lidt metal hjem..

Summasummarum:
Bidrager du til #Onedollaroneshow, hjælper du kampagnen til succes. Og vinder kampagnen bare én pris, kan du skrive den på dit cv. Du har jo selv bidraget, ikke? Oh boy!
 
Jeg synes, idéen er supergrineren. Du får casevideoen her:

Og fordi jeg ikke kan lade være - og fordi den næste film er ret overlegen - får du lige 7 minutter med David Beckam og Kevin Hart. En film for H&M af adam&eveDDB (who else?)

Fredagsguf: Emojis er sooo 2015. Mød KIMOJIS!

Når ord ikke dækker, gør Kim Kardashians bagdel.

Eller hvis din egen butt-selfie ikke er superskarp, kan du bare sende Kim Kardashians. 

Den kreative Kim Kardashian er fuld af gode idéer og har nu begået endnu en genistreg: KIMOJI. 

Nu kan du udtrykke dig klart og tydeligt med Kim Kardashians KIMOJI-app, der lader dig sende KIMOJIs til dine venner. Altså ikoner baseret på den barmfagre Kim Kardashians liv. 

Det giver helt vildt meget mening, og det er godt, den gode Kim bruger sin tid og sine penge på at udrette noget fornuftigt i denne verden. Og det er da også en lille smule last year med de Emojis ikke?

Reklamejam vil godt kåre KIMOJI til at være 2016's bedste bud på en app. Vi er i skrivende stund ganske vist kun én dag inde i det nye år, men det er indtil videre den sjoveste app, jeg er blevet introduceret for i år. 

Nå ja - og du kan købe den til 16 kroner i App Store her

Læs mere her.

45 GRATIS online kurser fra Mashable

Når det er pivkoldt, mørkt og vådt; når du ikke kan sove, eller når du skal slå tid ihjel. Når du keder dig, mangler job, mangler skills, mangler viden, mangler street cred... Internettet er din partner in crime, og du ved det.

Reklamejam har fundet en overskuelig liste med 45 seje gratis online kurser, som reklamedamer, marketingdrenge, art director-hipsters og alle mulige andre nysgerrige kan få glæde af. 

Bliv klogere på alt fra After Effects, taleskrivning, Illustrator, Javascript, copyright-loven eller Google Analytics. You name it. You really, really name it. Okay, der er ikke en Panda-tæmning eller How-to-solve-the-Israel-Palestine-Conflict'-tutorial (desværre) men der ER mange andre gode. 

Naturligvis bliver du ikke specialist på de få timer, de fleste kurser tager, men det kan være en god indgang til emnet og give noget vigtig grundviden.

Det er Mashable, der har lavet listen, du kan se her


Brænder du for dét, du laver?

Creative Bloq fandt jeg denne fine stribe af Bill Watterson (manden der gjorde verden til et lidt bedre sted med Steen & Stoffer).

Striben husker dig på, at det er okay, hvis reklamebranchen/modebranchen/filmbranchen/alle mulige andre 'kreativ klasse'-brancher af én eller anden grund ikke huer dig længere.

Striben husker dig på, at det er okay, hvis du en dag standser op og tænker 'det her ræs er ikke mig'.

Skulle du en dag få lyst til at lave noget helt andet, der i højere grad giver dit liv værdi, så må du godt. Også selvom omverdenen ikke helt forstår. Også selvom der ikke er lige så gode penge i det. Også selvom det betyder, at du ikke udløser 'dit fulde potentiale' ifølge din omverden.

Reklamebranchen og frisindet

Reklamebranchen er igen i rampelyset. 

DRK kører lige nu en programrække, som handler om danskernes frisind. Frisind i forhold til bl.a. nøgenhed, alkohol og sex. Indtil videre er 3 ud af 6 programmer blevt sendt.

Grunden til, at du skal klikke ind og se programmerne er, at reklamebureauerne Umwelt, Ogilvy og Public medvirker i programmerne. Det er sjovt at se dem, du kender, på tv; det kommer vi ikke uden om. Og så er programmerne interessante.

I alt medvirker 6 bureauer i de 6 programmer. Bureauernes rolle er at være 'eksperterne' der skal lave en fiktiv kampagne om det givne emne. En kampagne, der skal få danskene til fx at være mere venligtstemte over for folk, der siger nej til alkohol. 

Fuld af frisind
Ogilvy lavede fx en ret fin løsning: En øl, brygget på frisind. Øllen skal laves i 2 varianter, hvoraf den ene er uden alkohol. Dog uden at det tydeligt ses på etiketten. Så skilter man ikke med, om man er med eller uden alkohol:

 Idé: Jakob Staalby, Mikkel Urhammer-Weltz, Jesper Isholm og Sara Carlsson.  Design: Mikkel Urhammer-Weltz, Ogilvy. Foto fra DRK

Idé: Jakob Staalby, Mikkel Urhammer-Weltz, Jesper Isholm og Sara Carlsson. 
Design: Mikkel Urhammer-Weltz, Ogilvy. Foto fra DRK

 Idé: Jakob Staalby, Mikkel Urhammer-Weltz, Jesper Isholm og Sara Carlsson.  Design: Mikkel Urhammer-Weltz, Ogilvy. Foto fra DRK

Idé: Jakob Staalby, Mikkel Urhammer-Weltz, Jesper Isholm og Sara Carlsson. 
Design: Mikkel Urhammer-Weltz, Ogilvy. Foto fra DRK

Det, jeg har tænkt lidt over, er, om visse reklamebureauer er de rigtige til at lave frisinds-kampagner. Kampagner, der skal få danskerne til at være mere frisindede i situationer, hvor selvsamme bureauer har trukket opfattelsen i den netop modsatte retning.

Fx kom det frem i 1. program, at Umwelt har lavet film for Fitness World. Filmene er superflotte og har sikkert god effekt, for de oser af sex, smukke mennesker, perfekte kroppe og sved. På den lækre måde. 

Og nu sidder Umwelt så og skal overbevise danskerne om, at sådan er virkeligheden jo ikke. At vi danskere skal være vores kroppe bekendt, som de er, og ikke være så bange for vores egen og andres naturlige nøgenhed.

Er det troværdigt, at et bureau tager en hat på fra hver ende af skalaen? Sexet, slank og - i samfundets øjne - perfekt kropsideal den ene dag, og 'vær dig selv, som du er; tyk som tynd!' den anden dag?

Jeg er med på, at bureauer skal kunne sælge hvad som helst, og at alt ikke kan gå op i en højere moralsk enhed altid. Men det er alligevel værd at tænke over.

Det var en fin printannonce, Umwelt kom op med, men er det troværdigt, at et bureau kommunikerer to modsatrettede budskaber for 2 forskellige kunder? 

 Partner i Umwelt, Mikkel Heideby med printannoncen.  Foto fra DRK

Partner i Umwelt, Mikkel Heideby med printannoncen. 
Foto fra DRK

Man kan selvfølgelig også sige, at bureauerne jo bare er den kreative mellemmand, der gør, som kunden befaler. Om det er at sælge uopnåelige kropsidealer om tirsdagen og plædere frisind over for den naturlige krop om torsdagen... Det er kunden, der bestemmer.

Er reklamebranchen den rigtige til at gå forrest, når det handler om frisind?

Hvad synes du?

Næste program i rækken sendes i morgen - og du kan løbende se afsnittene HER (indtil de udløber om nogle uger) 

Du kan selvfølgelig også tænde for dit tv, hvis du har sådan ét, de næste 3 onsdage kl. 21.40 på DRK. 

Fredagsguf: 3 illustratorer, der forskønner din dag

Illustratorerne er en mindre, men vigtig del af reklamebranchen. Efterspørgslen af tegnere er blevet væsentligt mindre i branchen med årene, men der er stadig brug for dem. Det vil der nok være længe endnu. For når de først folder sig ud, illustratorerne, sker der magiske ting.

Ugens Fredagsguf er en hyldest til dem, der kan tegne dét, vi andre drømmer, og for hvem en tusch bliver til en tryllestav.

Du får 3 bud på illustratorer, som jeg er faldet over.

Kender du selv en eller flere illustratorer, der fortjener credit, så nævn dem endelig i kommentarfeltet.

Den første illustrator, jeg har fundet, hedder Lovisa Oliv og er svensk. Hendes streg er let og fantastisk, og på hendes site kan du se både fashion, beauty, avantgarde, lifestyle m.m.

Den næste illustrator er dansk. Han hedder Johannes Bojesen. Han er usædvanligt talentfuld, og kigger du på hans site, ser det ud som om, han kan tegne og illustrere alt. Alt. Johannes var i øvrigt illustratoren bag Ogilvy's Fernet Branca-film 'Bitter Voucher', som du ser nederst.

Nedenfor får du et mini-udpluk fra Johannes' mappe - men LOV mig at tage et smut forbi hans portefølje her

Den sidste illustrator er svensk og hedder Stina Persson. Hun har et ret personligt udtryk, som hun flere gange har inkorporeret i kommercielle projekter:

Mangler du en illustrator til din næste kampgane, er her i hvert fald nogle smukke bud. De er måske ikke helt billige - men hva' fa'en. Prisen er glemt, når kampagnen står funklende færdig.

God weekend!

Fredagsguf: Ad-filter og analog magi

BETC i Paris har lavet en ad-blocker - undskyld - et ad-filter for D&AD

For som de siger hos BETC:
"We wanted to demonstrate that people don't hate advertising, they just hate bad advertising".

I stedet for helt at fjerne reklamerne på Youtube, gør ad-filteret, at du kun får de gode, Pencil-vindende reklamer. Smaaart:

Og så får du også OK GO's musikvideo. Bandet er kendt for spektakulære videoer - og er OK GO helt nyt for dig, skal du Youtube dem for at få mere guf!

Måske har du måbet over denne film mange gange, men ikke desto mindre er den perfekt at skyde en 'solskin-og-snart-Northside-om-ikke-andet-så-weekend-da'-fredag i gang på:

Hold dig knivskarp med minimum indsats

Der er 2 vigtige ting, jeg vil dele med dig:

Det første handler om nyhedsbreve:  

Hvor mange nyhedsbreve læser du til bunds? Garanteret ikke mange. Sådan har jeg det i hvert fald (og jeg er endda tekstforfatter og læser derfor det meste).

Ét af de få nyhedsbreve, jeg faktisk læser fra ende til anden - og ofte har en fest med at læse - er dem fra Bigum&Co

Nyhedsbrevene fra Bigum&Co stikker ALLE rekorder i at være i øjenhøjde og i talesprog. Uden at det bliver lallet og forvirrende. Det er rart og let at læse, det er underholdende og givende. Og ikke mindst er tonen inspirerende.
Så pyt med, at nyhedsbrevene ikke er korrekturlæst til fingerspidserne. Det er ikke afgørende og fjerner ikke professionalismen.

For at selv at læse med, må du nødvendigvis tilmelde dig nyhedsbrevet. Det kommer ikke ret tit, så ingen fare for spam. Tilmeld dig nyhedbrevet fra Bigum&Co.

Foto venligst lånt fra Bigum&Co. 
 

Det andet handler om Social Media Summer Camp:

I Bigum&Co's seneste nyhedsbrev, opfordrer de mig (og dig) til at tilmelde os deres Social Media Summer Camp

Social Media Summer Camp er en lukket gruppe på Facebook, hvor Bigum-teamet hele juli holder dig knivskarp og opdateret med seneste SoMe-nyheder, gode cases og naturligvis: guldkorn til din egen social media-strategi og online tilstedeværelse. 

Så kan ingen se i august, du har holdt sommerferie med stængerne oppe - for du kan opdatere dig med et snuptag ét eneste sted på nettet i juli.

For 249,- i alt, får du eksklusiv adgang til gruppen og adgang til det netværk af ligesindede, som også er i gruppen.

Du får bl.a. det her ud af det, ifølge Bigum&Co.:

Jeg synes, Social Media Summer Camp lyder som et fantastisk værdifuldt initiativ. 
Er du enig, kan du tilmelde dig Social Media Summer Camp her

Og niksen, indlægget her er ikke sponsoret. I så fald skulle jeg nok gøre opmærksom på det.
Jeg ER bare fan af de gode folk hos Bigum&Co.

Fredagsguf: Instagram-inspiration + Volvo.

Volvo betyder 'jeg ruller' på latin, men efterhånden betyder det nok snarere 'sikkerhed'. 
Nyeste film fra den svenske bilgigant har du måske allerede set -  men til jer, der ikke har:

Volvo har opfundet Lifepaint. En ting, du tænker 'selvfølgelig!' til: 

Og så får du et et par garvede instagrammere, du skal følge. Hvis du kan li' flotte ting.

Den ene er Brittany Wright, freelance fotograf i Seattle. Hendes madbilleder når nye højder, så frygt ej et flashback til dengang, enhver amatør tog billeder af sin aftensmad og postede. 
Vi er på et helt andet niveau her.  

Følg hendes Instragram her og hendes FLOTTE website her.  

 Photo: Brittany Wright

Photo: Brittany Wright

  Photo: Brittany Wright

Photo: Brittany Wright

Den anden instagrammer, du skal klikke 'follow' ved, er Omar Z. Robles.  En NYC-baseret dokumentarist og fotograf, som har gjort gaderne til de bonede gulve for balletdansere.
For hvorfor ikke få balletten ned på jorden og ud til folket?  

 Photo by Omar Z. Robles.

Photo by Omar Z. Robles.

God weekend!
- Lotte

Ordbog for nytilkomne

Reklamejam bringer her 15 ord og udtryk, til dig, der er ny i branchen. Ord, du stensikkert vil få brug for at kende, når du først sidder i bureau-saksen:

 

1. Vinterlandskab:
Når billede og tekst siger nøjagtigt det samme. Fx hvis din annonce viser en prins på en hvid hest, og overskriften siger ’Prinsen på den hvide hest’. (gaaaaab).

Der er en grund til, fænomenet har fået navnet ’vinterlandskab’, men forklaringen er lidt lang,
så ring på 25571212, hvis du vil have den.

 

 Vinterlandskab hos Casino.dk

Vinterlandskab hos Casino.dk

2. Pre-roll:
Reklamerne, som kiler sig ind før din Youtube-film. Skal du lave en pre-roll, så husk, at folk klikker væk fra den efter 5 sekunder. INGEN (udover nørdede reklamefolk) ser det hele.

Det er der mange pre-roll-skabere, som glemmer. Derfor indtræffer pre-roll’ens budskab først i det 10. sekund. Når målgruppen er over alle bjerge.

 Du får her et eksempel på en smuk pre-roll:

3. Indsigt:
Indsigten er rygraden i en god idé. Skal du finde på en helstøbt kampagne, handler det om at have indsigt i, hvordan vi mennesker tænker og agerer i en given situation. Indsigter er typisk noget, vi ikke er bevidste omkring, men som kreativ skal du kunne se skoven for bare træer (beklager klichéen) og få øje på indsigten.
Det er nemmest at forklare med eksempler:

- Man stiller sig altid i supermarkedets langsomste kø.
- Man lugter til sine egne prutter.
- De fleste hundeejeres yndlingsreplik er "den gør ikke noget". U-an-set hvad.
- Når man bliver fuld, bliver det modsatte køn flottere at se på.
Og så videre.
 

4. Tekstforfatter: 
Én, som hhv. skriver tekster og idéudvikler. Tekstforfatteren på et reklamebureau er hverken ansat som journalist eller romanforfatter. Til gengæld er tekstforfatteren ligeså kreativ som AD’eren, selvom nogle AD’ere ikke vil være enige hér.


5. POS: 
Står for ’Point of Sales’. Det blev du ikke spor klogere af.
POS er al form for butiksmateriale. Fx de papskilte, som hænger i loftet i din netto. Klistermærker på gulvet.
Små skilte på hylderne. Eller store pap-arrangementer, som skal agere fx tyggegummi-hylde i en kampagneperiode. 
 

6. USP:
Unique Selling Point. Altså produktets største/unikke fordel. Dét, du skal lægge vægt på, når du kommunikerer. Mange opererer med USP’er i flertal. Men egentlig er det lidt noget vås. ’Unique’ betyder jo implicit, at der kun er én af slagsen.


7. Tidsregistrering:
En disciplin, mange garvede kreative endnu ikke helt har styr på.
Vent og se. Bogholderen skal nok fortælle dig det, når du glemmer det.


8. TVC:
En reklame på tv. Mere teknisk er dét ikke. Står for TV Commercial.


9. Kage:
Kan være en hulens masse ting. Eller. Det er selvfølgelig noget med kalorier.
Men bag kagen står næsten altid én, du skal sige tillykke til. De mest typiske årsager får du her:

10. Kaffe:
Er du på vej ind i branchen som piccoline eller piccolo og opsat på at give et godt indtryk? Notér dig følgende:

Når kaffemaskinen er i stykker, så smid, hvad du har i hænderne og få den fikset. Siden bureau-bajerne blev udskiftet med kaffe i starten af 00’erne, er bureaubranchen til forveksling kommet til at minde om et læreværelse. M
anglen på kaffe er derfor en fornærmelse af de helt store. 


11. Den kreative direktør:
Oftest en mand. Den kreative direktør bærer solbriller indenfor om sommeren. Og han er den mand på bureauet, som har mindst tid. Og den største bil. Bor typisk nord for København sammen med resten af reklamebranchen.


12. VO:
Voice over. Til film eller radio.


13. KK:
’Kreativ Kommunikation’. Uddannelse på Mediehøjskolen i Emdrup. Uddannelsen er berygtet for at udklække ret mange kreative talenter, som nok ikke ligefrem har skumgummi på albuerne. Til gengæld har de flotte mapper. Og selvironi:

14. SoMe:
Social Media.


15. Stock-udtryk:
Når noget ligner noget, man har fået fra en standard-billedbank-løsning. Det er ikke så fedt.
Det her billede emmer fx af stock: (især tandpastasmilet helt ude i højre side)

 Stock for fuld knald.

Stock for fuld knald.

- Til gengæld kan du finde lækre, gratis billeder, som du gerne må bruge offentligt, på Pexels.com.

Bonus:
Er du i øvrigt i tvivl om, hvordan du udtaler bureauernes kringlede navne, får du en udtale-liste her. 

Gratis stock-fotos. Til frit brug.

Pexels.com kan du downloade alverdens flotte stemningsbilleder af alt mellem himmel og jord.
Gratis og til hvilket som helst brug.

Samtlige Pexels-billeder er under Creative Common-licens, hvilket netop betyder, at fotografen har givet tilladelse til fri afbenyttelse.

Billederne er smukke og af høj kvalitet. Og så er Pexels.com renset for de umiskendelige stock-lignende billeder af familier i pasteltøj med tilhørende glad labrador.

Dog kan du max hente 5 stk. om dagen.
GO!!

30 fontastiske apps

Verden er fuld af font-sites og font-apps og font-ditten og datten. Det kan være svært at overskue, men har du en lille smule interesse i fonte, typografi og grafik, vil du måske finde følgende font-guide brugbar.

Websitet Design Your Way har samlet ca. 30 forskellige apps, der har fonte som fokus.

Her er alt fra apps, hvor du kan kreere et billede af bogstaver, en font-quiz, flere forskellige foto-redigerings-apps med særlige fonte - til font-fællesskaber for typografinørder og naturligvis font-installeringsapps til iphonen. Og meget mere.

Du får alt, hvad typografihjertet begærer, hvis du klikker her