Fanget på gaden

Det er længe siden, du har fået et ærligt indlæg med snapshots fra gaden (og omegn).
Derfor har Reklamejam har samlet til bunke, og du får en blandet landhandel af noget nyt og noget gammelt, noget lånt og noget blåt: 

Vi starter i outdoor-kategorien. Frisko er ude med en pjattet - men ret sød - kampagne.
Meget simple outdoors, som er så tilpas onkel-humor-platte, at Reklamejam er faldet for dem.
Du har med garanti set dem rundt omkring. Ellers får du én af dem her (i ringe billedkvalitet, sorry)

I England hedder Frisko Wall's, og i 2014 lavede Wall's en kampagne, som ovenstående nok er tænkt ud fra. Helt fint. Det er Adam&EveDDB, der står bag den oprindelige kampagne. Hvem der står bag den danske version vides ikke i skrivende stund.

Næste ting, du skal se, er en annonce, jeg fandt på nettet. Nettet er fyldt med lige dele guf og lige dele skrammel. Annoncen fra Tassimo er på vej over i sidstnævnte kategori.

Hvad laver den svenske skuespiller Mikael Persbrandt i ungdoms-sweatpants, Adidassneaks og business-coat på en dunkel badebro med den p.t. obligatoriske hånd-tatovering (gaaab) og et 'du-skal-ikke-ønske-at-møde-mig-i-en-mørk-gyde'-blik i øjnene? Han nyder nok sin kaffe (den minimale turkis sag i hans hånd). Det er bare en smule ...forstillet.

Og hvorfor gør de et stort nummer ud af, at det er uden filter? Kaffe bliver da ikke mere filter-agtigt, end når det kommer fra en kapsel, der smager af kunstighed og anti-hjemmebryg.

Og er det ikke netop lidt forstillet at sige, at 'du skal følge øjeblikkets indskydelse og lytte til dit indre jeg, når du vælger den helt rigtige kaffesort til din næste kop kaffe'..? 

- Rolig nu. Vi taler om kapselkaffe i den billige ende. Og Tassimos webunivers udstråler alt andet end ægthed og uden filter. Det må det også gerne. Men hvorfor gør annoncen så det modsatte?

Så er vi tilbage i outdoor-kategorien. Den digitale boghandel riidr.dk har leget med ordene.

Om det udtales 'ridder' (som i sådan én fra eventyrene med skjold og til hest) eller 'rajder' eller 'reader', skal man lige blive enig med sig selv om. Jeg var igennem alle muligheder, inden jeg tænkte, at 'reader' nok er måden at udtale det på.

Det lyder jo bare ikke supersmart at sige, at man reader om et eller andet. Kun hvis du husker at reade Reklamejam!
Ej. Dur ikke helt.

Nedenfor ser du en del af den kampagne, som undertegnedes tidligere bureau, Ogilvy, netop har haft i æteren for Dansk Mælk. En rigtig fin outdoor fra en rigtig fin kampagne.

Og Reklamejam er fuldt opdateret på bagmændene: Det er AD'er, Camilla Ploug, der har illustreret, og tekstforfatter/krea-direktør, Jakob Staalby, der får credit for tekst:

Props til Landbrug og Fødevarer - og deres bureau (?) - for at pynte på byen med gode outdoors. Ok, 'pynte' er måske et fejlcastet ord her. Men sjov er den. Og fedt at landmændene indsamler pis. 

Til sidst får du lige 4 emballager fra min mors køkken, som fortjener noget shine (altså emballagerne (måske også køkkenet..)).

Og apropos shine: Hvad du ser her, er en ret fin emballage til noget så smart som pudsemiddel til kobber. Brasso. Det ligner noget fra en svunden tid, og har da også set nogenlunde ud som på billedet siden 1900. Den holder stadig:

Og så får du lige en af dagligdagens mindste emballager. Alligvel er den ikke pakket ind i nordisk, minimalistisk hipster-design, som ellers ses overalt lige nu.

Tordenskjolds overlegne fjæs har siddet på dén æske i 150 år (!), og jeg synes, der er nogen fint over, at man stædigt beholder det ældgamle billede af en mand med lækkert garn, som ingen unge aner, hvem er i dag: